En BBH-hvad-for-noget?

Viden er en svær ting. Jo mere jeg lærer, jo mere kompliceret bliver det hele. Hvis jeg ikke havde begivet mig ud på den rejse i hesteverdenen, jeg er på, havde mange ting været meget mere simple. Til gengæld ved jeg også, at jeg ikke ville have haft nær så stor glæde ved mine heste, som jeg har i dag. I dag er det en glæde hver gang, at jeg er sammen med mine heste. Med meget få undtagelser. Hvad enten vi bare hygger på folden eller i stalden, rider dressur, går ture, longerer, rider tur med håndhest etc. så går jeg derfra med et smil på læben og en glad følelse i hele kroppen.

Noget af den bedste viden, jeg har erhvervet mig, er kommet igennem min uddannelse til BBH Basisinstruktør som Susan Kjærgaard har skabt. Uddannelsen består af 4 moduler, hvor der ud over Susan selv er en ekstern fagperson, der står for undervisningen og som også fungerer som censor ved den endelige eksamen. De 4 moduler er:

Adfærd og læringsteori: Læren om hvordan hesten lærer og hvordan du træner heste til at udføre en given adfærd. Denne del undervises af lektor og adfærdsforsker Janne Winther Christensen fra Aarhus Universitet.

Anatomi og biomekanik: Læren om hestens fysiske opbygning, hvilke muskler der gør hvad og hvordan vi træner de forskellige muskler til at blive stærkere. Hvordan hesten bevæger sig og hvad vi kan gøre for at gøre dem bedre i kroppen så de bevæger sig fysisk bedst muligt. Denne del undervises af dyrlæge Marianne Dahl-Jensen, som har firmaet EquiMove.

Kommunikation og formidling: Læren om at kommunikere med de forskellige elever alt efter hvad deres repræsentationssystem er og hvordan vi effektivt får det rette budskab ud til hesteejeren/rytteren. Denne del undervises af NLP coach Annette Klausen Bengtson, som har firmaet Mindfocus.

Helhedsforståelse: En sammensmeltning af alle modulerne samt at højne niveauet endnu mere.

I løbet af hvert modul er der samlinger med en masse teori, praktisk undervisning af testryttere og skriftlige videoopgaver med feedback.

Det var oprindeligt de to første moduler, der interesserede mig. Jeg ville gerne lære mere om hesten – hvordan den lærer og hvordan dens krop fungerer. Jeg havde ikke forestillet mig, at jeg skulle undervise andre. Men det er et krav i uddannelsen, så det måtte jeg i gang med (se hvor jeg er endt nu!).

Efter en bestået midtvejseksamen endte jeg med at blive hængende for de sidste to moduler også (som om jeg havde et valg, hehe).

Da jeg havde været alle moduler igennem, kom den endelige eksamen – og jeg var ret nervøs! Den foregik over en weekend, hvor jeg skulle undervise en helt fremmed rytter to gange. Første gang blev jeg bedømt på min kommunikation til rytteren, og dagen efter blev jeg bedømt i biomekanik-delen. I mellemtiden var jeg også oppe til en mundtlig eksamen i adfærd og læringsteori og skrev en lang roman om anatomien og biomekanikken på en hest i en video. Til hver af de 4 dele får man en karakter efter 12-tals skalaen. Niveauet er ret højt og det kom jeg selv til at mærke. Da jeg skulle undervise min testrytter første gang, gik jeg lidt i sort. Så jeg måtte vente et år, øve mig lidt mere, og så prøve igen. Året efter tog jeg til gengæld revance, og jeg havde ingen tvivl om at jeg klarede mig godt.

10341569_738868846136663_3768737131706348283_n

Bestået eksamen fejres med et glas champagne efter en lang og hård weekend – meget glad og stolt :-)

Nu har jeg så kunnet kalde mig BBH Basisinstruktør i nogle år – og det er jeg meget stolt af! Det har givet så meget personlig udvikling (ja, det har faktisk været med til at få mig i gang med at læse fysioterapi). Jeg har fået mange gode redskaber til at arbejde med mine egne heste og med de ekvipager, jeg underviser.

Som i nok ved, er jeg blevet helt bidt af at undervise og formidle min viden videre. Og jeg kan slet ikke få nok. Derfor tager jeg også løbende på alle de BBH instruktør-workshops og samlinger, jeg kan komme afsted til. Så jeg hele tiden bliver ved med at kunne hjælpe hest og rytter på bedste mulige måde. Det gør mig nemlig også glad, at jeg er med til at skabe større glæde i samværet mellem hest og rytter hos andre ekvipager.

Du kan læse mere om selve uddannelsen her: http://www.blueberryhill.dk/index.php/udd. Hvis du er interesseret i undervisning af en af mine dygtige BBH-kollegaer kan du finde en instruktør i dit område her: http://www.blueberryhill.dk/index.php/find (nogle, mig selv inkl., har også længere ruter). Hvis der ikke er en i dit nærområde kan du altid skrive til en af os eller til Susan, og så skal vi være behjælpelige med at henvise videre.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *